Tag: rib

Forårsfornemmelser på dybfrost

Kalenderen siger forår, men det gør det desværre ikke temperaturmæssigt endnu. Udenfor vinduet daler sneen fortsat ned og fuglene nyder de små fuglekugler, der er lagt ud. Katten putter sig i den modsatte ende af sofaen og bliver fornærmet, hvis døren åbnes så hun kan få lidt frisk luft ude i haven. Foråret er stadig i dvale. Det er som om tiden er gået helt og aldeles i stå.

Men hvis man nu skulle forvilde sig ud i kulden, (i stedet for at sidde under et dejligt varmt tæppe og drikke en gode kop te) er det godt at være klædt ordentligt på!
For den følelse af, at kulden bidder i ens ører, så de næsten er ved at falde af, er forfærdelig!

Som I har set, har jeg strikket en grøn hipsterhue, men hvem kan leve kun med én ny lækker hue? Da jeg blev færdig med den grønne hipsterhue, slog jeg i det samme op til en ny hipsterhue i Dijon-farve. Denne gang af garnet Pernilla fra Filcolana. Den er for længst strikket færdig, og jeg er fuldstændig forelsket i den!
Pernilla er 100% uld, og den varmer derfor skønt (uden at kradse) om de kronisk forfrosne ører.  Opskriften er stadig PetiteKnit’s Hipsterhuen og den passer smukt både til den store vinterfrakke og bomberjakke, men også en lille fin elegant jakke (hvis man dog tør at begive sig ud i en lille jakke i den kulde! GISP!)

Hipster-hue fra petiteknit

Hvem kan få for mange huer? Ikke jeg!

Jeg har en frygtelig tendens til at strikke mindst en ny hue hver vinter.  Men får jo aldrig slidt dem op, inden der er en ny på pindene. På den anden side er denne tendens ensbetydende med, at jeg jo efterhånden har en hue til hver tøjstil og i hver farve – så er det jo praktisk nok.

Dette års tendens er en “hipster hue”. En tophue i ribstrik og med smukke indtagninger, som lever til fulde op til ribbens skønne og enkle udtryk.

Hipster-huen kan som opskrift købes hos Petitknit.com og koster den nette sum af 20 kroner.  Man bestiller blot opskriften og får den tilsendt pr. mail. SUPER smart at man ikke står og venter i dage på, at den kommer frem med posten, men at man bare kan begynde lige så snart man har godkendt betalingen.

Der er i opskriften brugt Filcolana’s Pernilla. Men da jeg fik opskriften tilsendt fredag aften, havde jeg ikke lige den type garn. Så jeg måtte en tur ud i mit eget elskede garnlager, for at se om der var noget i gemmerne jeg kunne bruge.

Valget faldt på 2 nøgler fra Garn Garagen. Farven har de desværre ikke mere i deres sortiment, men den hed “æblegrøn”. Så smuk en farve, der for mig symboliserer efterår, eller sent forår, da der er en smuk varme i selve den grønne farve.

Jeg strikkede huen med 2 tråde, da garnet ellers havde været for tynd kvalitet i forhold til selve opskriften.

Men hvem kan nøjes med kun én Hipster-Hue? Ikke jeg!

Jeg har derfor valgt at ignorere mit nytårsforsæt (med ikke at købe så meget garn, og bruge noget af alt det jeg i forvejen har) og bestilte hele 6 nøgler af Filcolana’s Pernilla. ØJ hvor bliver det skønt med lidt ekstra lækkert garn mellem fingrene.

Garnet har jeg købt hos Bettekun.dk, som har en skøn og hurtig levering! Det kan helt klart anbefales!

Udtrykket i min første Hipster-Hue er blevet lidt rustikt, da det ikke har de samme egenskaber som Filcolana’s garn, Pernilla. Her tænker jeg specifikt på garnets elasticitet. Huen er selvfølgelig stadig skøn og varm at gå rundt med og især noget der er brug for, når vejrudsigten siger sne og frostgrader et par dage endnu.

 

Hæklet stempelkaffekande-hætte

Som gave til en ven hæklede jeg en stempelkaffekande-hætte, som han havde ønsket sig længe, og gået og husket mig på op til flere gange.

Han havde set et billede fra Kvalitid.dk, hvor der var en hæklet hætte i rib med lodrette striber.

Ønsket var klart; Hætten skulle være blå, og der skulle være en lidt bredere rød stribe, og en tyndere hvid. Og så skulle hætten i øvrigt også passe til en lidt større tekande, som også nogle gange bliver brugt.

Garnforbrug: Jeg brugte 6 nøgler bomuldsgarn 8/4 fra søstrene grene,  en rest hvid og en rest rød. Der er hæklet med 4 tråde, og en hæklenål nr 8.

Her er den færdige hætte. Den er forlænget med nogle rækker fastmasker, da den blev en anelse for kort.

20161101_085904

© 2018

Tema af Anders NorenOp ↑

Follow by Email
Pinterest
Instagram