Kalenderen siger forår, men det gør det desværre ikke temperaturmæssigt endnu. Udenfor vinduet daler sneen fortsat ned og fuglene nyder de små fuglekugler, der er lagt ud. Katten putter sig i den modsatte ende af sofaen og bliver fornærmet, hvis døren åbnes så hun kan få lidt frisk luft ude i haven. Foråret er stadig i dvale. Det er som om tiden er gået helt og aldeles i stå.

Men hvis man nu skulle forvilde sig ud i kulden, (i stedet for at sidde under et dejligt varmt tæppe og drikke en gode kop te) er det godt at være klædt ordentligt på!
For den følelse af, at kulden bidder i ens ører, så de næsten er ved at falde af, er forfærdelig!

Som I har set, har jeg strikket en grøn hipsterhue, men hvem kan leve kun med én ny lækker hue? Da jeg blev færdig med den grønne hipsterhue, slog jeg i det samme op til en ny hipsterhue i Dijon-farve. Denne gang af garnet Pernilla fra Filcolana. Den er for længst strikket færdig, og jeg er fuldstændig forelsket i den!
Pernilla er 100% uld, og den varmer derfor skønt (uden at kradse) om de kronisk forfrosne ører.  Opskriften er stadig PetiteKnit’s Hipsterhuen og den passer smukt både til den store vinterfrakke og bomberjakke, men også en lille fin elegant jakke (hvis man dog tør at begive sig ud i en lille jakke i den kulde! GISP!)